Maria Lundberg Baré

TV-tilrettelægger/VJ
046A9475

Selvom vi havde tv i stuen i mit barndomshjem, insisterede jeg som 10-årig på at bruge hele min opsparing for at købe mit eget fjernsyn. Det installerede jeg så på mit værelse, satte labels på alle mine VHS-bånd, og førte noter i en lille bog over alle de film og tv-udsendelser, jeg havde optaget.
Det gav overblik. Og det at skabe overblik og organisere er vigtigt for mig.

Jeg hedder Maria og er opvokset på Nørrebro. Min mor var selvstændig, enlig og alene om mig, og har lært mig at se det store i det små: At forskellighed kan være både en styrke, men også en svaghed. At ting kan ses fra flere vinkler, og at mennesker altid har en dybereliggende grund til at gøre, som de gør.
Og at man derfor altid skal lytte, før man dømmer.
Så det gør jeg.

Jeg lytter, jeg ser og jeg øver mig hele tiden i at fortælle alle mulige menneskers historier. Jeg synes det er noget af det vildeste, at man via tv kan vise noget frem for andre og sige: Se her!. Se på DE her mennesker. De lever sådan her.
Det driver mig på en måde som jeg aldrig har oplevet før.

Jeg er 29 år og vil meget gerne lære. Jeg vil gerne blive bedre, skarpere og sikrere. Jeg er ikke stålsåt på kun at ville lave én slags programtyper, for jeg tror det er sundt at lære håndværket bag mere end ét format.
Derfor håber jeg også på at få et praktiksted, der giver mig noget ansvar, for jeg tør virkelig godt tage imod det.

Og så bor jeg i øvrigt stadig på Nørrebro. Ikke fordi det er et fancy sted at bo, men fordi jeg holder af det. Måske fordi mine rødder er her, men også fordi her er mangfoldigt. Og jeg synes, at det er mangfoldighed, det hele handler om.
At selvom vi kommer alle mulige steder fra, er vores stemme og vores historie stadig noget værd.
Og det vil jeg gerne være med til at formidle.